Hua Hin er et af Thailands mest alsidige rejsemål med en lang sandstrand, flere golfbaner og masser af shopping og restauranter at vælge mellem. Den lille by ligger ved Siambugten syd for Bangkok, og er blevet et andet hjem for mange skandinaver, der har anskaffet sig feriehuse i området. Du kan vælge mellem alt fra femstjernede hoteller til prisbillige mellemklassehoteller i kategorierne Billigt & Godt eller Tæt på det meste.
I Hua Hin får du en afslappende sol- og badeferie, samtidig med, at du oplever den thailandske dagligdag. Vil du spille golf, er der flere fine baner i nærheden. Og kan du lide at shoppe, er der alt fra mærkevarebutikker og skræddere til billige gademarkeder.
Tempel og natmarked
Templet med orangeklædte munke ligger midt i den lille by, og i havnen lander fiskerne hver morgen deres fangster fra Siambugten. En gågade i centrum forvandles hver aften til et farverigt asiatisk natmarked, hvor du kan købe alt fra dvd-film til blæksprutter, pomelofrugter og eksotisk duftende wok-mad.
Restauranter og strandliv
Der er mindst 50 restauranter at vælge mellem - et par franske og italienske, men de fleste med thailandsk køkken. Nogle af de bedste ligger på pæle over stranden ved fiskerihavnen. Derfra strækker den palmefyldte sandstrand sig mange kilometer sydpå med solstole og serveringer.
En kongelig badeby
Hua Hin er en ferieby med gamle aner. Allerede i begyndelsen af det forrige århundrede byggede kong Rama VII det kongelige sommerpalads. Samtidig blev jernbanen ført hertil, de første hoteller i kolonistil blev opført og man indviede den kongelige golfbane. I sommerpaladset (som ikke kan ses eller besøges) bor Thailands aldrende kongepar, kong Bhumibol og dronning Sirikit i dag permanent.
Indkvartering for enhver smag
Blandt vores hoteller findes prisbillige og centralt beliggende hoteller i kategorierne Billigt & godt og Tæt på det meste. Men også femstjernede resorts med den bedste strandbeliggenhed og eksklusive faciliteter som spa, gourmetrestauranter og skønhedscenter. Valget er dit!
Udflugter til natur og kultur
Når du vil se dig omkring, tilbyder vi alt fra snorkelture til regnskovsvandringer i nationalparken Sam Roi Yod, en byrundtur i Bangkok og rundvisning på det kongelige palads i Petchaburi. Vi har både en- og todages ture til den berømte bro ved floden Kwai, hvor du på vejen også besøger det flydende marked, og på todages turen desuden rider på elefant og overnatter ved flodens bred. Læs mere under fanebladet "Udflugter" i billedet herover.
Kombiner med Bangkok
Rejselængden er 2 uger, og du flyver med Thai Airways rutefly direkte til Bangkok uden mellemlandinger på cirka 10 timer. Vil du opleve lidt af Bangkoks seværdigheder, kan du gratis udskifte de to første, alternativt to sidste overnatninger i Hua Hin med to nætter i Bangkok. Har du bestilt bustransfer indgår også alle transporter, når du skal skifte feriested.
Udflugtspakke i Bangkok
Vælger du to dage i Bangkok, kan du også bestille vores udflugtspakke med mange af byens største seværdigheder. På to halve dage med engelsktalende guide, besøger du Chinatown, blomstermarkedet, Grand Palace, "Smaragdbuddhaens tempel” Wat Phra Keo, ”Morgengryets tempel” Wat Arun, ”Den liggende Buddhas tempel” Wat Pho, og tager på en bådtur på kanalerne. Udflugtspakken beskrives i præsentationen af Bangkok og kan forudbestilles hjemmefra.
Niveauet på vores guideservice varierer mellem vores forskellige hoteller. Se fanebladet ”Guideservice” under de respektive hoteller.